Danske Jernbanebygninger

Dansk jernbanearkitetktur kan opdeles i to perioder: privatbanetiden og statsbanetiden. Privatbanetiden svarer til hvad man i modelbanekredse kalder epoke I, tiden hvor både stats- og privatbaner opererede på nærligt lige vilkår. Dette forhold betød at arkitekturen kunne knopskyde frit uden central kontrol. Hvert jernbaneselskab havde sin stil også selvom det kun drejede som om læskure på en linje af trinbrædder. Statsbanetiden siger egentlig sig selv, efterhånden som de små selskaber bukkede under og DSB overtog de mere rentale, bredte en central styret arkitektur sig langs skinnerne. Det blev dog aldrig så udtalt som i Danmarks sydlige nabo Preussen, men en vis grad af standardisering fandt sted. Samtidig betød DSBs kontrol at man ved nyalæg kunne opleve "moderne" arkitektur skyde op rundt langs banerne. Også i jernbanearkitekturen var det 1930 som igangsatte et stort spring fremad. Med åbningen af broerne over Storstrømme og Lillebælt blev trafiktætheden på de danske strækninger med et pludseligt spring voldsomt forøget, hvilket medførte at støtteanlæggene ved de etablerede knudepunkter - remiser, passager- og godsbanegårde etc. blev udbygget kraftigt, hvilket igen medførte at mange bestående bygninger måtte vige pladsen for flere spor og nye anlæg med større kapacitet tog deres plads.

Klassisk DSB jernbanefunkis - Post 4 i Fredericia og Post 1 i Århus.

Jerbanefunkis
1930ernes DSB var et selskab i rivende udvikling. Dette er måske bedst illustreret ved Aage Rasmussens ikoniske plakat med det frembuldrende lyntog og speedometernålen som peger på den svimlende fart 120 km/t. Man ville signalere modernitet og Lyntogene var de blanke røde bannerførere. Til en moderne virksomhed hører også moderne bygninger og DSB var hurtige til at omfavne funkisstilen. Ikke flere kunstmurværker med krinkelkroge og gesvejsninger, men fokus på rationalitet og funktion.

Rød og grøn samt stationsskilt med underhængende emaljereklamer er typisk DSB

Fortid og nutid
DSB overtog en stor bygningsmasse fra de hedengangne privatbaner og i de fleste tilfælde fik bygningerne lov at stå efter en grundig DSBficering - som oftest uden at ændre i selve bygningen. Vingehjulet, den særlige DSB skrifttype og det standardiserede emaljeskilte, var nok til at sende et tydeligt signal. Blev anlæggene udvidet, var det dog ikke altid, man tog hensyn til det bestående og derfor fremstår en del stationer som en mærkelig uskøn sammenblanding af arkitektur.
Det helt store angreb kom i 1970erne som led i kampagnen for et tidsvarende og genkendeligt design, hvor de sidste rester af provinciel charme måtte afgå ved døden til fordel for den centraliserede sort-røde standard. Det kan godt være at DSB som brand blev styrket ved indførelsen af det nye design, men fra et æstetisk synspunkt er en helmuret nationalromantisk stationsbygning, med alle dens små detaljer ikke tjent med kønsløse standardkomponenter, som er påklistret uden hensyntagen til helhedsindtrykket.

Hareskov station, nu nedrevet og erstattet med en designrød S tog station

Ledvogterhus fra køgekanten

tilbage